Siden landbrugsalderen er menneskers luftveje blevet mindre, hvilket har ført til en større afhængighed af mundånding i stedet for næseånding. Dog er vores næsebor designet til at være den primære vej for vejrtrækning, fordi næseflow muliggør en mere effektiv iltning. Dette resulterer i lavere hjertefrekvenser, forbedret hjertefrekvensvariabilitet (HRV) og reducerede behov for luftindtag. At trække vejret gennem næsen aktiverer vagusnerven, hvilket fremmer en parasympatisk (rolig) tilstand, hvilket er grunden til, at mundåndere ofte oplever højere angst og mentale helbredsproblemer.

Desuden indeholder næseborene hår, der filtrerer vira og fremmede partikler ud, en funktion der er fraværende ved mundånding.

Mundvejrtrækning fungerer som en backup under forkølelser og allergier, men den var aldrig ment til at være den primære kanal. Denne ændring har bidraget til en epidemi af dårlig vejrtrækning, hvilket resulterer i øgede tilfælde af søvnapnø, åndedrætsproblemer og livsstilssygdomme, alt sammen begyndende med snorken.